Julehjælp

Siden 2016 har menighedsrådet i Hellevad og Ørum Sogne uddelt julehjælp til økonomisk trængte familier med børn under 18 år. Kurvene, som familierne får, indeholder madvarer til en julemiddag bestående af svinekam, hamburgryg, tilbehør og sodavand. Derudover får hvert barn i familien et gavekort. Meny Klokkerholm har stået for udleveringen af kurvene.

Julehjælpen er blevet uddelt i tæt samarbejde med en sagsbehandler fra Brønderslev Kommune, som står for det administrative. Kirkens julehjælp kan ansøges i en periode fra november til december. Datoen for ansøgningsfristen bliver offentliggjort på hjemmesiden, og du kan også rette henvende til Poul Larsen fra menighedsrådet, som er tovholder på julehjælpen. Selve ansøgningen sker ved henvendelse til kommunen på tlf. 99 45 45 45.

Sagsbehandleren godkender først ansøgningerne inden der sendes en navneliste på ansøgerne til tovholderen for julehjælpen i menighedsrådet, som herefter kontakter ansøgerne om tidspunkt for afhentning af kurven i Meny Klokkerholm. Kommer man i betragtning til julehjælpen, får man besked senest midt i december.

Ansøgernes medlemsforhold til folkekirken spiller ingen rolle for modtagelse af julehjælpen. Sognepræsten skriver en julehilsen til alle modtagere med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår.

 

Støt julehjælpen

Alt hvad der lægges i kirkebøssen i begge kirker, går ubeskåret til julehjælp for økonomisk trængte børnefamilier i Hellevad og Ørum Sogne. Julehjælpen kan også støttes med en MobilePay overførsel på nummeret 21 14 21.

T A K  for ethvert bidrag!

Feriestøtte til børnefamilier

Hvert år uddeler Brønderslev Provsti et begrænset antal billetter til en valgfri dag i Fårup Sommerland. Billetterne er til børnefamilier, som ellers ikke ville have mulighed for at komme afsted.

Brønderslev Provsti inviterer også hvert år et antal børnefamilier med på en uges gratis sommerferie i Vigsø Feriecenter, som ellers ikke ville have mulighed for at komme på ferie.

Læs mere om feriehjælpen på provstiets hjemmeside.