Fødsel

Når et barn bliver født, modtager kirkekontoret/sognepræsten en fødselsanmeldelse fra sygehuset eller jordemoderen. Forældres anmeldelsespligt er bortfaldet. Hvis I som forældre er gift, skal I ikke foretage jer yderligere.

Kun i de tilfælde, hvor der ikke har medvirket en jordemoder ved fødslen, skal forældrene anmelde fødslen inden 14 dage. Det gøres på borger.dk

Omsorgs- og ansvarserklæring
Hvis I som forældre ikke er gift, skal I indgive en omsorgs- og ansvarserklæring indenfor 14 dage fra barnets fødsel. Ved en såkaldt omsorgs- og ansvarserklæring anerkender faderen sit faderskab og forældrene får fælles forældremyndighed. En sådan blanket findes og udfyldes på borger.dk

Du er også velkommen til at kontakte kirkekontoret, hvis du har spørgsmål til ovennævnte, telefon 98 84 42 43


Navngivning

Et barn skal have et navn senest seks måneder efter fødslen. Navnet registreres da i CPR.

Navngivning af et barn kan ske:

  • ved dåb i Folkekirken (se nærmere under dåb)
  • ved dåb i et anerkendt trossamfund
  • ved borgerlig navngivning, der sker ved anmeldelse/selvbetjening på borger.dk
    Anmeldelsen sendes da digitalt til sognepræsten/personregisterføreren, der forestår registreringen af alle beboere i sognet. Her udfærdiges en navneattest i stedet for en fødsels og dåbsattest, som efterfølgende tilsendes jer.

Man kan finde lister over godkendte pige- og drengenavne samt en liste med frie efternavne via Ankestyrelsen.


Dåb

Inden barnet bliver et halvt år, skal det ifølge lovgivningen have et navn. I Danmark er der tradition for, at det sker i forbindelse med dåben, hvormed barnet også bliver medlem af Den Danske Folkekirke.

Hvis man ønsker dåb i sognets kirke henvender man sig til sognepræsten for at aftale nærmere. Ønskes dåb i en anden kirke henvender man sig til sognepræsten/kirkekontoret i det pågældende sogn.

Ved henvendelse om barnedåb aftales søndagen for dåben, barnets navn, samt navn og adresse på faddere. Reglen siger: Mindst 2, højst 5 faddere. Fadderne skal være døbt med en kristen dåb og være fyldt 14 år (eller have påbegyndt konfirmandforberedelse. Fadderes opgave er at bevidne dåben, og de har et stedfortrædende ansvar for barnets oplæring i kristen tro, såfremt forældrene dør, før barnet bliver voksent. Derimod er der ingen juridisk forsørgerpligt forbundet med at være fadder.

Præsten står til rådighed for uddybende samtale om dåben og aftaler gerne at mødes med forældre, der ønsker deres barn døbt.