Altertavle

Ved restaureringen af altertavlen i 1926 fandt Nationalmuseets eksperter ud af, at den allerførste altertavle havde været fra katolsk tid. Den havde sandsynligvis været meget stor og var muligvis brændt. I 1699 blev den nuværende renæssancealtertavle opsat. I 1961 blev midterfeltet erstattet af et maleri af Lucie Marie Ingemann - salmedigteren B.S. Ingemanns hustru. Maleriet hedder: Kristus blandt disciplene. "Hendes gode vilje stod som bekendt i modsætning til hendes evner som kunstnerinde", hedder det i en senere vurdering. Omkring 1900 er tavlen blevet egetræsmalet.

Kirkesølv

Alterkalken er af sølv skænket af Lars Dyrskjøt til kirken i 1623. På foden står der: ANNO 1623 LOD LAS DYRSKJØTT SOM BODE Y AGMRD FORDOM KIRCKE VERRE GIØR DENNE KALCK TIL ØRUM KIRCKE.

Alterstager

De to messingstager er stænket af Lars Dyrskjøt og hans hustru til kirken i 1611. På foden af dem begge er der indgraveret følgende tekst: LAS PEDERSEN LISE IENSDATTER 1611 DEN 20 APR (bomærke).

Lars Pedersen Dyrskjøt

Når man når frem til tiden efter reformationen i sidste halvdel af 1500-tallet, så bor sognets beboere ikke længere blot ude omkring i sognet, men er også begyndt at slå sig ned i nærheden af kirken. Ørum Kirkeby fandtes ikke dengang, derimod var der cirka 150 meter nord for kirken og umiddelbart nord for Ørum Bæk (nu: Bjørnbækken) en samling gårde og huse, som blev betegnet Ørum By (nu: Gammel Ørum). I følge matriklen 1662 bestod den af otte gårde og to huse. En af gårdene var præstegården, som fra 1578 blev kaldt Annexgården, en anden var Smedegård, hvor sognets eneste hårdværker, smeden, boede.

1600-tallet var iøvrigt præget af særdeles hårde vilkår for sognets beboere. Udover misvækst, kvægsyge og sandflugt plagedes befolkningen af de mange fjendtlige indfald i landsdelen. Et af periodens få lyspunkter er beretningen om Lars Dyrskjøt, og det er samtidigt beretningen om de barske levevilkår for menneskene i det lille landsogn i Vendsyssel. Lars Pedersen Dyrskjøt boede på Aagaard, som ligger knap en kilometer sydvest for kirken. Han var samtidigt delefogde, det vil sige at han skulle varetage kongens interesser i herredet. Han var gift to gange. Det første ægteskab var barnløst, men i sit andet ægteskab fik han fire sønner, hvoraf den ældste, Peder, senere blev en anerkendt historisker, som blandt andet levende har beskrevet faderens bedrifter. År 1600 bliver Lars Dyrskjøt kirkeværge, og han skænker kirken et par alterstager i 1611, og en alterkalk i 1623.

Som en følge af Kong Christian den IV's fejlslagne forsøg på at blande sig i 30-årskrigen rykker 'de kejserlige lejetropper' op gennem Jylland, og i oktober 1627 kommer de til Aalborg, og Lars Dyrskjøt er en af lederne for de nordenfjordske bønder, som drager til Nørresundby for at hindre fjenden i at sætte over Limfjorden. Det blev dog opgivet, og de fjendtlige horder besatte nu Vendsyssel, hvor bønderne blev mishandlet, udplyndret og ofte fordrevet fra deres gårde. I Ørum Sogn stod flere gårde øde i flere år efter denne besættelse. Året efter blev Lars Dyrskjøt og en del andre bønder pågrebet af fjenden og i længere tid holdt fanget i Sæby, anklaget for partisanvirksomhed og planer om en folkerejsning. De var blevet angivet af Jørgen Rasmussen i Sønder Ravnstrup, som efter besættelsen blev dømt som landsforrædder. Endelig i maj 1629 blev der sluttet fred, og besættelsesstyrkerne forlod Vendsyssel.

Men allerede i 1644 var freden forbi. Denne gang var det arvefjenden Sverige, som var fjenden. Den svenske feltherre, Lennart Torstensson, rykkede op gennem Jylland, og den 17. januar 1644 stod der på ny en fjendtlig styrke i Aalborg, parat til at krydse Limfjorden. Trods sine 81 år stillede Lars Dyrskjøt sig beredvilligt i spidsen for bønderne fra Jerslev Herred, som i stort tal opsøgte ham på Aagaard. I Nørresundby tog de opstilling på Skansebakken, fast besluttet på at denne gang skulle det ikke lykkes for fjenden at komme over fjorden. Men det svenske rytteri under ledelse af oberst Wrangel overraskede dem ved resolut at ride ud på fjorden, som var islagt efter den strenge frost de foregående dage. Inden bønderne overhovedet var blevet opstillet i kampformation, blev de redet over ende af de kampvante svenskere, og i løbet af ganske kort var 'Slaget ved Nørresundby' ovre med de danske bønder, som blev hugget ned efter vild flugt. Om Lars Dyrskjøts skæbne beretter hans søn, Peder Dyrskjøt: "Efter at bønderne fra de to herreder (Kjær og Jerslev Herreder) var rømte, gik min fader sagtelig bag efter alle de andre, indtil han kom til en Have næst mod fjorden. Deri lagde han sig og med sin Bøsse ihjelskød tre Svenske Ryttere efter hinanden. En Svensker sprang til og med Pistolen i Haanden spurgte ham, om han ville have Qvarteer, strax sagde han nei, men vendte sig spendte sin Bøsse så hastig igien, at hanen slog ham den lille Finger af Haanden, og da skjød Svensken ham imellem hans Skuldre med et Kugleskud, som blev hans Bane. Dermed faldt han næsegruus ned, befalede Gud sin sjæl, raadførte endda nogle, som laa i Haven hos ham, bad dem ogsaa, at den vilde lade min Moder vide, paa hvad Sted han fandtes".

Hans lig blev bragt hjem til Ørum og begravet i hans udvalgte lejested i Ørum Kirke, som han i 44 år var kirkeværge for. Lars Dyrskjøt slap altså for at opleve enddu en besættelses rædsler, men hans bysbørn slap først, da svenskerne i 1645 trak sig ud af landet, men blot 12 år senere kom de tilbage og blev her til slutningen af 1658.