Kirken bygges

Fund viser, at der har været beboelse i Ørum Sogn siden ældre stenalder, og selve sognenavnet kan antageligt føres tilbage til folkevandringstiden omkring 300-400 e. Kr. Men der har næppe været beboelse i området omkring kirken, sandsynligvis heller ikke når vi kommer op i begyndelsen af 1200-tallet, hvor kirken er bygget. Når kirken er placeret, hvor den er, er det imidlertid udtryk for den betydning, man i middelalderen har tillagt de veje, som kom fra øst, og som heromkring krydsede det system af veje, som udgjorde forbindelsen mellem Limfjordskysten og de mere centrale dele af Vendsyssel.

Når man kommer nordfra, ser kirken ud, som den må have gjort, da den stod færdig omkring 1250. Måske bortset fra tagbeklædningen, som sandsynligvis har været træplader, de såkaldte træspåner, og ikke som nu blyplader. I modsætning til de imponerende kirker fra den store kirkebygningsperiode ca. 100 år tidligere, så virker Ørum Kirke lille, men særdeles velproportioneret med sit apsis, som en naturlig afrunding ud mod vejen.

De romanske kirker fra den store kirkebygningsperiode er bygget af kvadersten - det vil sige tilhuggede marksten, mens kirkerne i den vendsysselske teglstensgruppe, som Ørum er en meget typisk repræsentant for, er bygget af brændte sten, som er noget større med de mursten, som bruges i dag - de såkaldte munkesten. Dette materiale rummer flere muligheder end kvaderstenene for at udsmykke murene. Det er Ørum Kirke et godt eksempel på, idet ydermurene på såvel skib som kor og apsis er rigt udsmykket med såkaldte lisener - det vil sige flade, retkantede væg - eller murpiller uden kapitæl (top) eller basis (fod).

Selvom kirken som ovenfor nævnt er bygget senere end de typiske danske landsbykirker, så er den alligevel bygget i typisk romansk stil. Det ses blandt andet i den almindelige romanske grundplan af teglstenskirker, som også har apsis. Men også vinduer, døre og lisener er udformet med typiske runde romanske buer.

 

Middelalderkirken

Når man kommer ind i kirken gennem våbenhuset, som er en tilbygning fra en langt senere tid, så forstærkes det romanske indtryk, som man har udefra. Ørum Kirke har nemlig bevaret meget af sin oprindelige udformning. Fx de nicher i siden af korbuevæggen, hvor de katolske sidealtre har stået. Det er derfor forholdsvis let at forestille sig, hvad menigheden i den middelalderlige, katolske kirke har set fra deres plads i skibet, hvis man stiller sig i midtergangen og ser op mod korbuen.

Nærmest beskueren har der stået tre altre på linje. I midten det såkaldte lægmandsalter, nord for korbuen et alter viet til Jomfru Maria, syd for korbuen et alter indviet til Sct. Jørgen, som kirken var indviet til. Bag sidealtrene var der - og er stadigvæk - nicher ind i muren med plads til udskårne figurer af helgener. Der kan dog også i stedet have været kalkmalerier af disse på nichens bagvæg.

Korets gulv var hævet et stykke over skibets gulvniveau og var i øvrigt skilt fra skibet, enten med en mur eller med et højt gitter med en låge i korbuen er der en skørhed i murværket, som måske stammer herfra.

Inde i koret stod højalteret på det store alterbord, som havde et gemme oveni til kirkens relikvie - det vil sige en helgenlevning eller genstand, der har tilhørt eller haft forbindelse med en helgen - og en åbning i den søndre side, hvor monstransen stod.

Heroppe i koret gennemførte præsten og hans medhjælper(e) messen, som for den ulærde menighed i skibet må have haft et skær af magisk kultdyrkelse, som yderligere forstærkede af, at det foregik på et mærkeligt, højtideligt sprog, som tilhørerne ikke forstod, nemlig latin.

Helgenerne i den katolske middelalderkirke - for Ørum specielt Jomfru Maria og Sct. Jørgen - udfyldte pladsen efter de gamle nordiske guder. De skulle som dem give medgang i den hårde, slidsomme hverdag på gårdene ude omkring i sognet. De lovede intet om fremtiden, inklusive livet efter døden. Det var en sag for den Gud, som præsten påkaldte under messen oppe i koret. Denne kobling af gammelnordisk mytologi og den nyere katolske gudstro ses også på den enestående og interessante døbefont i Ørum Kirke. Det som gør den enestående er den mesterformular i form af en runeindskrift på latin.

Runerne med de svundne tiders magi knyttet til sig er her kombineret med den nyere tids latinske kirkesprog. I øvrigt havde døbefonten ikke den placering i middelalderkirken, som den har nu, men var placeret nede midt i skibet i nærheden af indgangsdørene. Der var oprindelig to indgange til Herrens hus: syddøren til mændene og norddøren til kvinderne. Norddøren er senere muret til, men kan stadig ses såvel på ydermuren som indvendigt i skibet.

 

Nye tider i kirken og sognet

Tilmuringen af kvindedøren er ikke det eneste eksempel på, at man ændrer på kirkens udseende og funktion.

Efter som tiderne og menneskene ændrer sig, ændres også synet på kirken. Efterhånden som middelalderen skrider frem, og man bevæger sig ind i det, som stilhistorisk kaldes for den gotiske periode, så vokser der i menigheden og hos præsten et ønske om en udsmykning og forbedring af den spartanske middelalderkirke. Det resulterer i første omgang i, at apsis adskilles fra koret med en mur. I selve koret indsættes et otteribbet krydshvælv, som ender i den spids, som er så karakteristisk for gotikken. Disse nye hvælvinger blev derefter udsmykket med kalkmalerier, som beskrives således af sognepræst P.K. Paludan, 1733-58: "På korhvælvingerne ses: 1. Sct. Jørgen med dragen. 2. En person, som har afskudt mange pile i Kristi Legeme på korset, mod hvilket han står og sigter. 3. Jomfru Maria med englevinger og et kors i hånden samt følgeskab med hellige kvinder. 4. Paven med hellebard i hånden og følgeskab af navngivne helgener." Men man nøjedes ikke kun med at udsmykke koret, også skibets nordvæg blev udsmykket. Her var motivet en apostelrække. Man ved ikke med sikkerhed, om de to hold kalkmalerier er malet i samme arbejdsgang og eventuelt af samme mester, men de er begge fra slutningen af 1400-tallet.

Som det ofte er sket, så blev de i en senere mere billedfjendsk tid kalket over, og senere fundet ved en endnu senere restaurering af kirken. I Ørum skete det i 1961, og Nationalmuseets eksperter skønnede ved den lejlighed, at kalkmalerierne ville gå til grunde, såfremt de forblev i kirken, og ved en speciel teknik aftrak man den bedst bevarede del af dem og overførte dem til Nationalmuseet, hvorfra de nu ingen skuer ned over menigheden. Kalkmalerierne i koret har man ikke set eller hørt noget til, siden Paludan berettede om dem.

Første gang man skriftligt støder på sognenavnet er i en kilde fra 1433. Det staves da 'Ørrum'. I kirkens umiddelbare nærhed resulterer den nye tids foretagsomhed sig i bygningen af Ravnstrup Mølle lige vest for Nørre Ravnstrup. En begivenhed som for folk i senmiddelalderens Ørum har haft overordentlig stor betydning, men også i sognets mere fjerntliggende områder skete der noget.

Kragheden - som har givet navn til en række gårde - var en stor hedestrækning, som strakte sig fra Aagaard langs sydsiden af Klausholm Å til sognegrænsen mod Øster Brønderslev og herfra videre vest på til engene ved Vildmosen. Allerede her i slutningen af middelalderen synes den at være opdyrket, mens den del af heden, som lå i Øster Brønderslev Sogn, først blev opdyrket så sent som i 1870'erne.

 

Reformationen

Det vældige opgør med den katolske kirke, som fik betegnelsen reformationen, udgik fra Mellemeuropa i begyndelsen af 1500-tallet og nåede til Danmark i 1536. Selv så langt mod nord som i dette lille vendsysselske sogn fik omvæltningerne betydning for såvel kirken, som for det omgivende samfund. Store områder i sognet samt kirken og de omkringliggende gårde hørte før reformationen under det katolske nonnekloster Hundslund Kloster (senere: Dronninglund Slot). Nu blev al katolsk ejendom lagt under kronen, og Ørum blev således til krongods.

Ved reformationen ændredes også den kirkelige administration, og det kom Ørum Sogn til gode, idet det blev et selvstændigt sogn med egen præst og degn. Som sådant fungerede det fra reformationsåret 1536, men det blev først officielt anerkendt ved et såkaldt klemmebrev i 1555. Selvstændigheden varede imidlertid kun i 24 år.

I 1578 blev det sammen med Hellum Sogn et annekssogn til Hellevad Sogn. Det var dog ikke alle sognebeboerne, som var tilfreds med sognegrænserne i det nye sogn. Fra gårdene Faurholt, Lyngdrup og Kjellingbro i sognets sydlige del kom der protester, idet de hævdede, at de mange år havde svaret tiende - det vil sige en vis procentdel af avlen, som en slags kirkeskat - til Horsens Kirke, beliggende i landsbyen Langholt øst for Vodskov. Sagen blev indbragt for Jerslev Herreds Ting, og resultatet blev, at Lyngdrup og Faurholt forblev i Horsens Sogn, men Kjellingbro kom med i Ørum Sogn.

Udover disse administrative ændringer, så skete der selvfølgelig også ændringer inde i kirken, både hvad angik indretningen og de kirkelige handlinger. Den førnævnte adskillelse mellem gejstligheden i koret og menigheden i skibet forsvandt, og den katolske messe på latin blev nu afløst af, at præsten prædikende direkte til menigheden på dansk. Først knap 100 år senere kom det inventar - prædikestol og kirkebænke - som svarede til denne nye gudstjenesteform, så til at begynde med må man antage, at præsten foretog prædikenen stående i korbuen, og at menigheden enten stod op eller sad på lave hårde gennemgående stenbænke langs skibets sider.

 

Nyt inventar og skiftende ejere

De gentagne besættelser i 1600-tallet var ødelæggende for sognet. Gårdene var i flere omgange blevet udplyndret, korn og kvæg slæbt bort til krigsfolkenes underhold, og de små smykker skov, der var i sognet, blev forhugget for at skaffe brændsel og tømmer til fjenden. Det kan derfor undre, at kirken kom nogenlunde uskadt gennem disse hårde tider, og at fx det altersølv, som Lars Dyrskjøt havde skænket kirken undgik at ende som krigsbytte. Umiddelbart inden den første besættelse i 1625 var der blevet opsat prædikestol, og omtrent somtidigt blev der i den vestlige ende af skibet opsat et pulpitur, hvorfra 'herskabet' fra familen på Nørre Ravnstrup kunne overvære gudstjenesten. Endelig fik menigheden det også mere komfortabelt, idet der blev opsat kirkebænke i skibet. Ved kirkens renovering i 1961 blev disse stolestader erstattet af nye, og ved den lejlighed blev hele dette inventar (prædikestol, pulpitur og stolestader) gennemgået af Nationalmuseet, som karakteriserede det som typisk vendsysselsk renæssancearbejde.

Kronen, som ved reformationen havde overtaget Ørum By, adskillige af sognets gårde og kirken, pantsatte det i 1650 til rigshofmester Corfits Ulfeldt, som var Christian IV's svigersøn. Men da han i 1651 faldt i unåde og flygtede til Sverige, blev det konfiskeret af kronen. I 1644 fik Jakob Ejlersen i København skøde på Ørum By, og i 1686 blev kirken solgt til stiftsbefakingsmanden i Aalborg, Sten Hondorff, som imedlertid døde året efter, og Jørgen Bille, Vraa, købte da kirken.

Det var ret eftertragtet at være kirkeejer, idet man herved fik en god fast indtægt i form af den tiende, som gårdene i sognet skulle betale til kirken. Til gengæld påhvilede det kirkeejeren at holde kirken vedlige, og det kneb det med flere steder. Etatsråd Jørgen Bille - herremanden på Vraa Hovedgård - ejede udover Ørum: Øster Brønderslev, Hellevad, Hellum, Jerslev, Torslev og Lendum Kirker, og var et af de værste eksempler på en kirkeejer, som misligeholdt sine kirker. Fra et kirkesyn, som blev foretaget i begyndelsen af 1720'erne, hedder det: "I Ørum Kirke, som noget udygtigt Arbejde blev gjort paa, ere Stolene forfaldne, Prædikestilen saaledes tilredt, at Præsten ikke uden Frygt kan staa der, Kirkegaarden øde og Klokken udi 10 aar ej ringet". Og så var Ørum endda ikke den af de syv kirker, som var i den ringeste stand. Resultatet af dette kirkesyn og en efterfølgende klage over Jørgen Bille blev dog, at han blev dømt til at sætte sine kirker istand.

I slutningen af 1700-tallet tilhørte kirken Nørre Ravnstrup. De skiftende ejere af sognets største ejendom kan ligefrem aflæses af de jernbostaver, som findes på skibets sydmur og vestgavl. Vestgavlen blev ommuret i 1780 (initialer: C.F.H.A.S. = C.F. Hagstrøm og hustru Anne Steenfeldt) og en omfattende istandsættelse i 1791 af skib (sydmuren ommuret så lisenerne forsvandt) og kor (initialer: P.R.D.M. = Peter Rold og hustru Dorte Meldal).

 

Degne og skolevæsen

Hvis 1600-tallet i Ørum Sogn var præget af fjendtlige indfald, så var 1700-tallet præget af anden form for ulykke og elendighed. I 1705 oplevede man en meteorologisk mærkværdighed i form af en forfærdelig snestorm, som startede den 6. juni og fortsatte til aln ind i den næste dag. Sneen og kulden reulterede i, at kvæget simpelthen døde ude på markerne. I to omgange med kun 23 års mellemrum (1746-48 og 1771-73) hærgede en ondartet kvægpest området, og Smedegaard og tre andre gårde stod som fælge geraf øde i flere år, og præsten fik ikke tiende fra dem.

Derfor kan det ikke undre nogen, at folkene i sognet var tilbageholdende med at svare deres tiende til præst og degn. Præsten havde man imidlertid altid så meget respekt (og brug) for, at han (næsten) altid fik sit tiende, omend det sommetider kunne trække noget ud. Degnen nød derimod ikke samme respekt, og der er beretninger om, at Lars Christensen, som 1686-1722 var degn i Ørum, kun fik så lidt, at han måtte ernære sig som bonde for overhovedet at kunne eksistere. Så dårligt var forholdet mellem ham og sognefolkene, at han i 1718 af Hans Hansen, Tveden, blev beskyldt for at stjæle af kirkens tømmer og fattigblok. Sagen fik til doms, og beskyldningerne blev kendt magteløse.

Degnens opgave var som det hed 'at katekisere ungdommen', det vil sige at lære børnene Luthers lille katekismus, og det foregik ofte umiddelbart efter gudstjenesten om søndagen. Med indførelsen af konfirmationen i 1736 blev kravene til denne undervisning øget betydeligt. Selvom Ørum i 1578 var ophørt med at være et selvtændigt sogn, så havde man dog egen degn, nemlig førnævnte Lars Christensen, til han døde i 1722. Herefter havde man degn fælles med Hellevad og Hellum.

I 1739 kom den første rigtige skolelov, som gjorde det obligatorisk for alle børn fra de fyldt seks år at følge en undervisning i mindst tre måneder om året. Der var imidlertid lange udsigter til at få rigtig skole i Ørum, og degnen havde nok at se til, da han som bekendt skulle betjene tre sogne. Derefter ansatte man en såkaldt omgangslærer, som i skolesæsonen (fra Mortensdag til påske) samlede børnene på en centralt beliggende gård, hvor undervisningen så foregik i stuen eller laden. Dette gik på omgang mellem gårdene  heraf betegnelsen. Hvornår den færste rigtige skole i Ørum blev bygget vides ikke med sikkerhed, men P.K. Paludan (sognepræst 1733-58) skrev i sin indberetning: "I Ørum har der ikke været bygget noget Skolehus, saa man har maattet døje meget med den Undervisning, de arme Børn har skullet have. Men den bekvemmeste Plads til et Skolehus at sætte paa, baade for Børn sønden som norden for Aaen, eragtes at være ved den vestre Side af Ørum Kirkegaard. Udgiften vil sikkert være 10 Rdlr. pr. Fag." Det vides ikke, hvornår der blev bygget skole i Ørum, men man kan gætte på, at det er sket umiddelbart efter den næste skolelov, som kom i 1814.

 

Selvstændighed og udskiftning

I en ultrakort periode i begyndelsen af 1800-tallet oplevede Ørum sin anden periode som selvstændigt sogn (1819-23), og præsten i den korte periode hed Ole Falk Winding. Han var her dog kun til 1822, hvor han får embede andetsteds. Man må formode, at sognepræsten i Hellevad (Niels Hansen Wacher) klarer to selvstændige sogne i det år, som resterer, indtil Ørum påny bliver annekssogn under Hellevad, idet stillingen som sognekapellan (hjælpepræst) blev nedlagt i 1803. Præstegården i Ørum - "Annexgården" - blev nu frasolgt præsteembedet.

1785 blev sognets sydlige del, Ørum Mose, udskiftet, og i 1801 var turen kommet til selve Ørum By. Udskiftningen var en følge af landbrugsreformerne i det forrige århundrede og betød i praksis, at gårdene fik samlet deres jord omkring selve bygningerne. Det medførte så igen, at en del af gårdene måtte nedrives og genopføres udenfor landsbyen. Folketællingen i 1845 viser, at der i Ørum By var fire gårde og ni huse tilbage, mens der før udflytningen havde været femten gårde og bol samt atten huse.

Også på andre områder viser de nye tider sig. Nye love på det sociale område især indenfor fattigførsørgelsen pålægger kommunerne større forpligtelser. For at imødekomme dette køber Hellevad-Hellum-Ørum Kommune i 1850'erne Sdr. Ravnstrup (ikke det nuværende Sdr. Ravnstrup ved Hjallerup, men den nordligere beliggende gård, som oprindeligt var udflyttet fra Nørre Ravnstrup) og indretter her fattiggård og skole. Fattiggården bestod indtil 1937, hvor den omdannede til alderdomsasyl, som blev nedlagt, da der i 1947 blev bygget aldersomshjem i Klokkerholm i Hellevad Sogn. Skolen blev nedlagt i 1900, da der blev bygget nye skoler i Ørum Kirkeby og i Ravnstrup.

 

Aktivtet og folkelige bevægelser

I den sidste havldel af 1800-tallet er der en næsten febrilsk aktivitet i Ørum Sogn. Det kan blandt andet aflæses på antallet af teglværker, som er ikke mindre end fire (Nørre Ravnstrup, Bjørnholm, Ørum By og Kællingbro). Der bygges en vindmølle syd for vandmøllen ved Nørre Ravnstrup, og der opføres et forsamlingshus i Ørum (skråt overfor kirken) og et andelsmejeri i vejbebyggelsen Ravnstrup. Men allervigtigst er nok den opdyrkning af Ørum Sønderhede, som finder sted 1880-90. Her forvandler husmænd gennem et enorm slid den øde hedestrækning til en frugtbar del af sognet. Samtidigt sker der en afvanding og opdyrkning af Ørum Mose.

Herimod slutningen af århundredet kom der over det meste af landet gang i de folkelige kirkebevægelser. Men disse rørelser vandt kun i mindre grad indpas i Ørum Sogn. I 1860'erne forsøgte mormonerne og baptisterne sig, men uden held. Større held havde grundtvigianerne og Indre Mission (missionshus vest for kirken - ved den nuværende Vestermarksvej - nedlagt i 1940'erne), men ikke i samme omfang som i andre dele af landet. Paul Nedergaard (som i 1059 udgav sin "Dansk Præste- og Sognehistorie" dækkende årene 1849-1949) karakteriserer sognet således: "Flertallet har gennem årene været uden speciel tilknytning til bestemte kirkelige retninger. Sognet var i mange år præget af adsides beliggenhed og store afstande. Der har overvejende været gammeldags kirkelighed og ærbødighed for kirken, ingen skarpe modsætninger. De fleste præster har været uden særligt partipræg, enkelte har været grundtvigste." Hertil kan tilføjes, at der i Ørum Sogn aldrig har været direkte konfrontation mellem to kirkeretninger (Indre Mission og grundtvigianerne). Valgene til menighedsråd har altid været fredsvalg. Til gengæld har der næsten altid været mindst en repræsentant for Indre Mission i menighedsrådet.

 

Ørum Kirkeby og jernbanen

Udtydingen af Ørum By ved udskiftningen i 1801 gjorde, at betegnelsen 'By' selv efter datidens begreber var svær at opretholde. Stedet kom ret hurtigt til at hedde Gammel Ørum, som det stadigvæk kaldes, selvom navnet ikke kan findes på noget officielt kort. I stedet begyndte husene omkring århundredskiftet at dukke op omkring kirken, og bebyggelsen fik snart benævnelsen Ørum Kirkeby. En medvirkende årsag til, at tyngdepunktet trak sydpå var også det, som skete med Nørre Ravnstrup nøjagtigt 100 år efter udskiftningen af Ørum By. Gården blev 1901 solgt til Frederik Hasselbalch fra Frederikshvile ved Hjallerup, som straks udstykkede størsteparten af jorden. Et par år senere blev vandmøllen nedlagt og mølledammen udtørret. Mange af sognebørnene beklagede, at et af de skønneste partier med Nørre Ravnstrups hovedbygning og have beliggende lige ned til vandet forsvandt. Det var imidlertid udviklingen indenfor møllebranchen, som havde gjort vandmøllen urentabel. Kirken var på dette tidspunkt stadigvæk i Nørre Ravnstrups eje, men også på dette område var der en udvikling igang, som gjorde, at den få år senere blev selvejende.

Et lille plaster på såret efter nedlæggelsen af vandmøllen kom en snes år senere, da Vodskov-Ø. Vraa-jernbanen blev etableret. Ørum blev nemlig station på denne strækning, selvom selve stationsbygningen af hensyn til linieføringen blev lagt øst for Ørum Kirkeby ved gården Bjørnholm, efter hvilken den fik navn. Jernbanen bestod imidlertid kun i 26 år og blev nedlagt i 1950. I 1936 blev der bygget kapel vest for kirken, og to år senere fik kirken en nabo, som med årene blev nok så dominerende. Da blev der nemlig bygget privatmejeri i Ørum Kirkeby, som ret hurtigt kom til at hedde Ørum Mejeriby. Det blev i 1960'erne overtaget af Jens Kjær, som efter først at have drevet det som traditionelt mejeri gik over til storproduktion af ost - især feta til eksportmarkedet. Senere blev det opkøbt af Mejeriselskabet Danmark, som desværre ret hurtigt lukkede det og flyttede produktionen andetsteds hen.

 

Skoletrid

Det stigende indbyggertal og de store afstande især for beboerne i sognets vestlige ende førte i 1911 til bygningen af en skole mere i Ørum Sogn: Kraghedegaard Skole. Det skulle imidlertid blev den sidste udbygning af sognets skolevæsen, idet skoleloven af 1937 påbød koommunerne at sørge for forskellige faglokaler ved skolerne, og der blev åbnet mulighed for at lave det, som i ministeriets sprogsbrug hed en overbygning med eksamenskursus. Besættelsen (1949-45) satte en stopper for alle planer, men da man var kommet sig over den og de efterfølgende knaphedstider, så kom der i 1955 et forslag om at centralisere sognets skolevæsen i Ørum Kirkeby. Dette forslag blev startskuddet til en til tider meget heftig debat. I første omgang protesterede beboerne i sognets sydlige del (syd for Klausholm Å) mod den på tænkte placering, men da der fra sognerådet kom et nyt forslag gående ud på, at den påtænkte i Ørum skulle opgives, og at der i stedet blev lavet en fløj mere på centralskolen i Klokkerholm, så den kunne rumme både Hellevad og Ørum Sognes skolebørn, forenede de stridende kræfter i Ørum sig omgående, og lige til dette forslag blev vedtaget af sognerådet 5. september 1056, bekæmpede man det med næb og klør. Men vedtaget blev det altså, og det betød nedlæggelse og senere salg af de små skoler i Ravnstrup, Kraghedegaard og Ørum.

 

Restaureringer og nyanskaffelser

Kirken blev restaureret i to omgange i forrige århundrede. I 1926 koncentrerede man sig om altertavle, alterbord, prædikestol, pulpitur og stolestader.

Alterbordet, som menes at stamme helt fra kirkens byggeår var i tidens løb blevet helt dækket af træbeklædning, fløjl på oversiden, og siderne rødkalkede med fuger af hvidkalk. Efter at alt dette var pillet af, fremstod det i sin oprindelig skikkelse, så man kunne se de røde munkesten, som også er brugt til kirkens øvrige murværk. Prædikestolen og pulpituret blev malet i farver som passede hertil. Stolestaderne, som jo stammede fra renæssancen fik altså lov til at blive der i denne omgang, men ved anden restaurering i 1961 fandtes de i en tilstand, så det var nødvendigt at erstatte dem med nye. Ved samme lejlighed blev væggene istandsat, og det var ved den lejlighed, at man på kirkens nordvæg faldt kalkmalerier. Det gamle orgel blev udskiftet med et Frobenius-orgel på 4 stemmer, som i 1992 blev udvidet med pedal og Subbas 16'.

I 1982 lavede væverske Birgit Andersen et kortæppe til kirken, og i 1984 fik kirken et sæt krybbefigurer lavet af keramikeren Hanne Nepper-Christensen over motivet 'Hellig tre Konger'. De bruges i kirken fra første søndag i advent til Hellig Tre Konger. I 1989 indkøbtes en messehagl.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Sognepræster i Ørum Sogn siden Reformationen

Ørum Sogn selvstændigt:

Peder Stindben, 1536-1556
Anders Eskildsen Wilde, 1556-1578

Ørum annekssogn til Hellevad:

Jens Jensen Jetzmark, 1578-1614
Christian Gertsen Kobberup, 1616-1665
Anders Jensen Hals, 1665-1698
Peder Andersen Brøndlund, 1698-1733
Peder Kjeldsen Paludan, 1733-1758
Adam Daniel Sixtussen Aspach, 1758-1772
Niels Westesen Schou, 1772-1774
Jens Lauritsen Wadum, 1774-1796
Andreas Ginge, 1796-1804
Usias Arnt Dyssel Sadolin, 1804-1805
Niels Wadum Rømer, 1805-1818

Ørum Sogn selvstændigt:

Ole Falk Winding, 1819-1822

Ørum annekssogn til Hellevad:

Niels Hansen Wacher, 1823-1847
Georg Høst, 1847-1856
Jakob Elisæus Gjellebøl, 1856-1857
Peter Christian Asmussen, 1857-1868
Edvardt von Spreckelsen, 1868-1877
Adam Gottlieb Boserup Wind, 1877-1886
Laurits Madsen Tolstrup, 1886-1900
Carl Wilhelm Ronald Gamborg, 1900-1916
Laurits Anders Nicolaj Tuxen 1916-1921
Ejler Claussen, 1922-1933
Olav Wilhelm Rørdam Ronnevie, 1933-1945
Helge Grell, 1946-1953
Niels Thomsen Porsborg, 1953-1967
Christian Villian Nielsen, 1967-1976
Jørgen Børglum Larsen, 1977-1996
Ole Skov Thomsen, 1977-2017
Sandra Fossdal Nielsen, 2018-