Indmeldelse

Ved dåben bliver man automatisk medlem af Den Danske Folkekirke.

Hvis du har meldt dig ud af Folkekirken og siden har fortrudt, kan du søge om genoptagelse hos sognepræsten. Dette vil oftest finde sted ved en samtale.

Yderligere information om medlemsskab af Folkekirken kan læses her.


Udmeldelse

Hvis du ønsker at melde dig ud af Folkekirken, skal du sende et brev med navn, CPR-nummer, anmodning om udmeldelse og underskrift til sognepræsten vedlagt din dåbsattest. Du modtager senere en ny dåbsattest med en påtegning om udmeldelsen.

Efter udmeldelse af Folkekirken skal du være opmærksom på følgende:

  • Du betaler ikke længere kirkeskat.
  • Du er stadig velkommen i kirken, men har ikke længere ret til kirkelig betjening eller stemmeret til menighedsrådsvalg.
  • En udmeldelse er en tilkendegivelse af, at man ikke ønsker en kirkelig begravelse og en præsts medvirken. Man skylder derfor sine nærmeste pårørende at oplyse om udmeldelsen og tilkendegive, hvordan man så måtte ønske afskeden grebet an.

Yderligere information om udmeldelse af Folkekirken kan læses her.


Sognebåndsløsning

Som hovedregel hører man til det sogn, man bor i, og har dermed ret til at blive betjent af de præster og i den kirke/kirker, der er i sognet, hvis man er medlem af Folkekirken.

Man har dog mulighed for ved sognebåndsløsning at slutte sig til sognepræsten i et andet sogn, end der, hvor man bor. Dermed får man de samme rettigheder, som dem, der bor i dette sogn.

Ønsker du at løse sognebånd, skal du henvende sig til den præst, du ønsker at løse sognebånd til.

Du kan læse nærmere om reglerne for sognebåndsløsning her.


Samtale

I forbindelse med kirkelige handlinger som dåb, bryllup og dødsfald foregår der stort set altid en samtale med den præst, som skal forestå handlingen. Ved samtalen snakker I om hvad der skal ske, aftaler salmer med videre.

Ønsker man en personlig samtale står sognepræsten altid til rådighed. Baggrunden for en samtale kan være menneskelige eller religiøse problemer, eller et ønske om at få snakket med et andet menneske om de tanker eller problemer, man tumler med.

Sognepræsten har tavshedspligt og kommer også gerne på besøg i hjemmet.

Mangler du en at tale med?
Sjælesorg på nettet er et tilbud, hvor du kan chatte med en præst, indenfor chattens åbningstider.

Tilbuddet er for alle, der oplever noget svært i deres liv; det kan være i forbindelse med sorg, men også hvis man oplever en krise eller at man står i et eksistentielt dilemma. Det hele foregår helt anonymt.

Klik her og læs mere.

Sorggrupper
Sorggruppen er et tilbud til dem, der har mistet, enten det er sket for flere år siden eller det stadig er ret nyt, at man står alene tilbage.

Klik her og læs mere.