Folkekirkens Skoletjeneste (FS) tilbyder undervisningsmaterialer og inspiration til elever og lærere i folkeskoler, friskoler og efterskoler i Brønderslev Kommune.

FS ønsker at være en ressource, som lærere kan bruge i den daglige undervisning. Med grydeklare projekter, gæstelærerbesøg og kortere undervisningsforløb tænkes de enkelte projekter ind i undervisningen og det formål, som er formuleret i Fælles mål for Folkeskolen.

Materialerne tager udgangspunkt i almenmenneskelige, religiøse og/eller kulturelle temaer, og er udformet så alle skolens elever, uanset baggrund, kan være med. Alle tilbud defineres inden for rammerne af skolernes virksomhed og tilrettelægges på baggrund af Lov om Folkeskolen og fagformålet for faget kristendomskundskab (Fælles mål). Skoletjenesten er videns- og kulturformidlende og har som formål at:

  • Skabe, sikre og udvikle kontakten mellem skoler og folkekirker i Brønderslev Kommune.
  • Tilbyde skolerne deltagelse i fælles projekter om kirken, dens historie og kulturelle rolle.
  • Udvikle og tilbyde projekter, events og undervisningsmaterialer til brug i undervisningen på alle klassetrin.
  • Inspirere lærere og andre undervisere gennem kursusvirksomhed og erfaringsudveksling.
  • Tilbyde konsulentbistand i forbindelse med undervisningen/faget kristendomskundskab.

Landsdækkende tilbud

Folkekirkens Skoletjeneste er kendt i hele landet, hvor skoler i mange år har kunnet benytte sig af tilbud om undervisningsmaterialer, projektforløb, gæstelærere, events med videre udbudt og arrangeret i samarbejde mellem skolekirkemedarbejdere, lærere, præster, organister og så videre.

Skolekirketjenestens tilbud er tilrettelagt inden for arbejdsfeltet af de centrale kundskabsområder for faget kristendomskundskab:

  • Livsfilosofi og etik.
  • Bibelske fortællinger.
  • Kristendommen og dens udtryk i historisk og nutidig sammenhæng.
  • Ikke-kristne religioner og andre livsopfattelser.

Eksempler på projekter, events og undervisningsmaterialer:

  • Esbjergevangeliet (Erik Hagens store kunstværk på Esbjerg Seminarium) er indkøbt som kopi til brug i hele Nordjylland/Aalborg Stift.
  • Kend din kirke (højtider, historisk, kulturelt med videre).
  • Påskeprojekt og Jul.
  • Salmeprojekt hvor der arbejdes med salmer og afsluttes fx med besøg og salmesang i kirken.
  • Luther og reformation.
  • Symboler.
  • Ritualer.
  • Engle.
  • Tilbud om gæstelærere.
  • Tilbud om events, fx teaterforestillinger og udstillinger.

Gratis tilbud
Undervisningsoplæg, gæstelærerbesøg, deltagelse i arrangementer og kurser er gratis for alle skoler i Brønderslev Kommune.

Skolekonsulenten
Folkekirkerne i Brønderslev Kommune har ansat en medarbejder til at forestå tilbuddet om skoletjeneste. Medarbejderen formidler forskellige undervisningsmaterialer - klar til brug, formidler gæstelærerundervisning (fx besøg af en præst), formidler kontakt til den lokale kirke, indbyder til kurser og events, tilbyder hjælp og inspiration til lærere i kristendomskundskab med mere.

Ring eller skriv til skolekonsulent Pia Uth og hør mere, telefon 20 22 00 78 eller mail: pia@broenderslevprovsti.dk

Besøg også hjemmesiden for Folkekirkens Skoletjeneste i Brønderslev Kommune her.