Udgivet fre d. 22. jan 2021, kl. 08:00

Vi oplever alle at leve i en hård tid. I kirken har vi også vores udfordringer lige nu. Kirkerne kan nu kun rumme 8 og 13 personer. Vi må kun afholde gudstjenester på maks. 30 minutter. Og så kan vi ikke synge. Hvad er en gudstjeneste uden sang? Det er en tanke, som jeg har gået med, siden vi fik de nye restriktioner. En af de store glæder, jeg selv har af gudstjenesten, er netop sangen. Det er den eneste måde, hvorpå man får alle i kirkerummet til at være med. Til at opleve et sammenhold. Nu har vi kun én, kirkesangeren, der synger på menighedens vegne, og én, præsten, der taler på menighedens vegne. Det føles helt amputeret og trist. Men hvad kan vi gøre? Vi er underlagt restriktioner, som vi er nødt til at følge. Vi gør det, som vi nu engang kan, men det efterlader en grublen over, hvad en gudstjeneste egentlig er, og hvilke dele af gudstjenesten, der er vigtige. Vi forsøger at arbejde med, hvordan man kan gøre en gudstjeneste betydningsfuld også selvom, den kun skal vare 30 minutter. Hvis I vover, kan I komme til gudstjeneste og prøve at opleve, hvordan den er. Kom endelig med feedback, så vi ved, hvad betyder noget for jer i en gudstjeneste. For gudstjenesten skal være for alle.

Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen

Kategorier Videoer