Udgivet ons d. 7. okt 2020, kl. 08:00

Søndag den 4. oktober gik domprovst Niels Christian Kobbelgaard på prædikestolen for sidste gang i Budolfi Kirke. 

Af Sofie Klingberg

Det blev til ni års virke som domprovst, og flere bedrifter, som Niels Christian Kobbelgaard ser tilbage på med stolthed. En af dem er etableringen af Folkekirkens Hus i Aalborg. 

Det startede som en jagt på nogle ordentlige mødelokaler til ansatte i Budolfi Sogn, men endte i en investering på 40 millioner kroner i et hus i tre etager midt i Aalborg centrum.

- Vi sad lige her, hvor vi to sidder lige nu, siger Niels Christian Kobbelgaard til mig, imens han slår ud med armene.

Vi sidder på øverste etage i Folkekirkens Hus. Den hyggelige top-etage går under navnet orangeriet. Her er skrå vægge, kunstudstillinger og masser af sollys.

Den nu forhenværende domprovst fortæller videre om det første møde med John, den daværende ejer af huset, der dengang blev brugt af Aalborg Universitet.

- Inden mødet ville vi have sagt: Det bliver alt for stort til Budolfi. Men så kom ideen. Hvad med at lave Folkekirkens Hus? Det var en følelse af, at nu skal vi tænke stort, forklarer han. 

Kirken rykker hurtigt

At få opbakning til en investering af den størrelsesordning er ikke en nem opgave, og både provstier og sogne skulle bearbejdes, så det demokratiske grundlag kom på plads.

- Vi var nogle stykker, der tænkte, så det knagede, husker Niels Christian Kobbelgaard.

Da han i sin tid var højskoleforstander var kulturen sådan, at dét, man besluttede mandag eftermiddag, trådte i kraft tirsdag formiddag. 

- I kirken er der længere fra tanke til handling, siger han med et bredt smil, og fortsætter: 

- Det er måske også godt nok, at der er længere vej, for det kan være svært at navigere i kirken. Der er så mange interesser, og alle skal høres. Det kan nemt trække ud i en uendelighed. 

Men i Projekt Folkekirkens Hus rykkede kirken alligevel overraskende hurtigt, husker han.

- Det vidner om, at man faktisk godt kan tænke forholdsvist hurtigt i folkekirken, hvis man er villig til at lægge et positivt pres. Men man skal ville det, hvis man vil igennem med noget. Dem, man skal overbevise, skal virkelig fornemme, at det her er noget af væsentlighed. Det er ikke ligegyldigt. Det her er så vigtigt., fortæller han. 

Afsæt i almindelige menneskers liv

Og hvad var det så ved ideen om Folkekirkens Hus, som tændte en ild i den nu forhenværende domprovst? Her henviser han uden at tøve til et citat af Dietrich Bonhoeffer, der var en tysk luthersk teolog og deltog i den tyske modstandsbevægelse mod nazismen. 

- Kirken er kun kirke, når den er kirke for andre end sig selv. 

Og hvad ligger der så i det?, spørger jeg ham.

- Kirken må aldrig kun være til for sig selv og en hellig inderkreds. Den skal være til for verden, forklarer Niels Christian Kobbelgaard og fortsætter:

- Hvis vi laver Folkekirkens Hus med den intention at lokke folk derind, så vi kan proppe Gud ned i halsen på dem, så kaster folk simpelthen op. Det går ikke. Vi viser derimod, at vi tager livet alvorligt. Vi tager de eksistentielle udfordringer alvorligt. Man skal vide, hvornår man spiller på udebane. Hvornår man er gæst hos dem, man er til for. Så sætter de dagsordenen. Når man bruger Folkekirkens Hus ved man godt, at det er folkekirken, der står bag. Men vi har afsæt i almindelige menneskers liv.

Kristendom er jo en del af livet

Da Kristeligt Dagblad i 2016 skrev et portræt af Niels Christian Kobbelgaard i forbindelse med, at han fyldte 60 år, blev han netop fremhævet som en kirkelig stemme, der vil engagere folkekirken i samfundet.

En kirkelig stemme, som blandt andet har budt ind i både klima- og flygtningedebatten, samt argumenteret for, at der bør lukkes adskillige kirker i landområderne, og at flere penge skal tilføres kirkerne i storbyerne, hvor befolkningstallet stiger stødt. Det har også affødt kritik. 

Men som han tidligere er citeret for at sige til Kristeligt Dagblad: "Skulle jeg afvise at blande mig, sige "nej tak", jeg er præst, og må ikke blande mig i livet? Kristendom er jo en del af livet." 

Alligevel forlader Niels Christian Kobbelgaard ikke posten som domprovst med en oplevelse af, at han har været specielt kontroversiel i sine synspunkter.

- Dér, hvor jeg har været mest kontroversiel, var i bispevalgkamp. I stillingen som domprovst er jeg ikke skabt til at skabe mig. Jeg er biskoppens loyale medarbejder. Det er biskoppen, der sætter retningen. Og så kan jeg have mine meninger.

Draget af indflydelsen som domprovst 

Niels Christian Kobbelgaard og hans hustru kom til Aalborg i 2011, efter han var blevet udnævnt til domprovst. Før det var han gennem 14 år sognepræst i Sunds - heraf de sidste fire år også med hvervet som provst for Herning Nordre Provsti.

Skulle han prøve noget nyt, var tiden inde, husker han tilbage: 

- Ellers bliver jeg de næste ti år, og kan holde sølvbryllup med det sogn. Er det det bedste for dem, spurgte jeg mig selv? Nej. De trængte til nyt blod, og jeg trængte til en ny udfordring.

Han så stillingen som domprovst som særdeles attraktiv, fordi han her kom til at arbejde på sogneplan som sognepræst, på provstiplan som provst og på stiftsplan som domprovst. 

- Man får det hele med, også et økonomisk ansvar. Det er der, magten er. Eller indflydelsen, må jeg hellere sige.

Aalborg var ikke fremmed land, for to ud af parrets tre børn havde studeret der.

- Så vi havde et vist kendskab. Mest til byens gode restauranter. Når de gamle besøgte deres børn, skulle de fattige studerende selvfølgelig med ud og spise, siger han. 

Ironisk nok flyttede datteren så til Sorø, lige som forældrene var landet i Aalborg. Og imens vi taler om selvsamme datter, husker Niels Christian Kobbelgaard pludselig, at det denne dag, er hendes fødselsdag.

Tjenestemand i 38 år

I en alder af 64 år kunne Niels Christian Kobbelgaard sagtens have valgt at fortsætte nogle år endnu. 

- Jeg går ikke, fordi jeg er nedslidt, men fordi jeg vil have mere frihed. Jeg vil være fri til at disponere over mit eget liv.

Eller som han formulerer det lidt senere med et smil:

- Frihed fra alt bøvlet. 

Han forklarer, hvordan han altid er styret uden om fjumreår, kørt den lige vej, hvilket også resulterede i, at han kun var 26 år, da han fik sit første embede. 

- Det lå bare til mig. Det er ikke for at fremstille mig selv som et offer. Nu kan jeg se, at det har skabt nogle muligheder for mig, som jeg ikke ville have fået, hvis jeg havde fjumret rundt.

Studier, Kirkens Korshær og syv børnebørn

Han planlægger dog heller ikke at fjumre sin pensionisttilværelse væk. Også der er han ambitiøs. Men udover at han skal studere igen, og har et teologisk projekt, som han vil gøre færdigt, så vil han først og fremmest have mere tid sammen med sin familie. 

- Min kone og jeg har planer om at blive frivillige sammen, vores hjerter har altid banket for Kirkens Korshær. Vi har i perioder af vores liv været hamrende gammeldags, på den måde, at hun har passet huset, og jeg er kommet hjem til tre uopdragne unger. Hun har stået med det, og især da jeg arbejdede som forstander på en højskole, var jeg fuldstændig begravet i arbejde.

Derudover er der også syv børnebørn. 

- Jeg vil ikke se lige så lidt til dem, som jeg gjorde til mine egne børn, smiler han. 

Familien har flyttet meget rundt gennem årene, og blandt andet boet i Haderslev, Haslev, Sunds og Aalborg, så den lå ikke lige til højrebenet, hvor i landet tilværelsen som pensionist skulle udfolde sig. 

- Hvor hører vi til? Hvor skal vi begraves?, spørger Niels Christian Kobbelgaard. 

Valget er faldet på Tjørring i Midtjylland. Her er børn og børnebørn inden for en overskuelig afstand, og det samme er familiens sommerhus ved Henne Strand – det måske mest centrale omdrejningspunkt for familien gennem alle årene. 

- Det er så dejligt et sted. Mine børn ville korsfæste mig, hvis vi solgte det. Der er hverken spa eller pool, griner Niels Christian Kobbelgaard, og lige præcis sådan skal det være. 

- For mig er det et rigtigt sommerhus. Hvor vi vasker op i hånden og taler med hinanden. Jeg ser frem til at kunne tilbringe endnu mere tid der. 

Kategorier Nyhedsblog