Udgivet lør d. 21. dec 2019, kl. 08:00

Juletiden er en påmindelse om at uanset, hvordan vores liv og hverdag er, så er glæden og lyset og freden, der fødes julenat, hele tiden på vej hen til os. Se årets julehilsen fra biskop Henning Toft Bro.


Læs biskoppens julehilsen her:

Han fik en noget omtumlet start på livet, ham Jesus. Først en skvulpetur på et æsel, mens han lå i sin mors mave. Dernæst født i en stald. Svøbt i linnedklæder og lagt i en krybbe, der var foret med halm. Fra dette sekund elsket af sine forældre. Beundret af dem der var i stalden. Tiljublet af englene der sang, som kun engle kan. Nysgerrige hyrder der aflagde barselsvisit. Senere tilbedt af vismændene, der kom med kostbare gaver.

Englenes sang var himlens gave til den nyfødte. Englene var de første, der sang julen ind. Det har vi gjort lige siden. Det gør vi stadigvæk.  Synger og danser og klapper i vore små hænder.

Gennem julens salmer og sange synger vi julen lige ind i hjertekulen. Vi ånder gennem julens salmer og julens musik og bringes ind i staldens atmosfære og duft af det nyfødte Jesusbarn. En duft, der har evighedens skær over sig. Sang, musik, lys, fred og glæde strømmer ud af stalden. Nu har det nået os. Igen. Nu er det os der er vidne til Jesu fødsel. Nu er det os det gælder. Nu gennemstrømmes vi af julens budskab: at Jesus, verdens Frelser, er født.

Englene flyver lavt i disse dage. De er nærmest ikke til at komme uden om. De støder ind i os, som vi støder ind i hinanden på et travlt julestrøg. Englene findes alle steder og i alle afskygninger, men det er jo også ligesom deres højsæson. I disse juledage er det næsten som om, vi ser englene flyve ud af himlen og ned på jorden for at fortælle om en fred og en glæde, der overgår al menneskelig forstand. Glæden over Jesusbarnets fødsel. Glæden i Kristus.

Man kan også sige det på en anden måde, at livet med al bøvlet og besværet har fået en ny retning efter Jesu fødsel. At der midt i det glædesløse alligevel går an at fortælle om en glæde, der aldrig visner, en glæde, der aldrig slukkes, en glæde, der varer til evig tid. En glæde, der er plantet i verden for enhver af klodens mange milliarder. Eller med juleevangeliets ord: En glæde for hele folket.

Desværre er der mange mennesker, der i disse dage ikke kan finde ind til glæden. De har måske mistet et elsket og kært menneske, en, de elskede og en, der gav dem kærlighed og varme og nærhed.En, de kastede deres kærlighed på. Der er mennesker, der er så syge, at de end ikke kan overskue den næste time. For andre æder ensomheden sig ind på glæden, så den næsten bliver ikke-eksisterende.

Men netop derfor vil vi insistere på, at juletiden er en påmindelse om at uanset, hvordan vores liv og hverdag er, så er glæden og lyset og freden, der fødes julenat hele tiden på vej hen til os for at omfavne os, så vi dog må mærke en lille bitte flig af englenes vingesus og dermed blive en del af en dybfølt glæde, der kommer, uden vi skal gøre andet end tage imod den.

Fred på jorden sang englene.
Derfor skal det nu lyde:

Herren velsigne dig og bevar dig.
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig.
Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred.

Kategorier Nyheder