Udgivet fre d. 13. sep 2019, kl. 08:00

Nordjysk Pigekor vandt sølvmedalje ved kor-konkurrencen European Choir Games i Göteborg i Sverige. Torsdag den 3. oktober giver de koncert i Hellevad Kirke i Klokkerholm.

Nordjysk Pigekor deltog i begyndelsen af august i European Choir Games i Göteborg. Ved seneste kor-konkurrence i Rom i 2017 konkurrerede Nordjysk Pigekor i åben klasse og klarede det så flot, at koret i år kunne rykke et niveau op, og blive bedømt i klassen Champions Competition i kategorien Youth Choirs ved European Choir Games 2019.

Her er pointsystemet et andet, og niveauet var væsentligt højere. I alt skulle syv dommere fra henholdsvis Sverige, Rusland, Kina, Tyskland, Danmark, England og Belgien bedømme hver sang i forhold til intonation, klang, præcis nodegengivelse og kunstnerisk udtryk. Nordjysk Pigekor blev bedømt på sangene Gloria, It’s not up to you, Underlige Aftenlufte og Ave Maris Stella – og de fik sølvmedalje for deres præstation.

Ved konkurrencen deltog 6000 korsangere fra 48 nationer og Danmark vandt den samlede første plads, efter en flot præstation af koret Vocal Line.

Koret blev dannet i tresserne
Nordjysk Pigekor er et traditionsrigt kor, som har eksisteret siden begyndelsen af tresserne. Dog blev koret egentlig oprettet i trediver som et børnekor i Frederikshavn, men blev senere overtaget af komponisten Tage Mortensen og fik derved navnet Nordjysk Pigekor.

Koret består af dels pigekoret og et juniorkor. Pigekoret tager ud og synger koncerter flere gange om året og ledes af dirigent Christina Kjærulff. Juniorkoret er en forskole til pigekoret, som arbejder med at udvikle stemmerne og dygtiggøre sangerne, så de kan blive optaget i pigekoret.

Stilistisk tager Nordjysk Pigekor afsæt i den danske sangskat og favner både kirkelig og verdslig kormusik. De er kendt for den rene, nordiske klang og høj musikalitet.

Pigekoret er fast gæst, når Aalborg Symfoniorkester afvikler deres årlige julekoncert – Englesang og Messingklang – og når Musikkens Hus hvert år afholder Sct. Hans Koncert. Hvert andet år deltager koret i internationale korkonkurrencer for dels at opretholde sit høje niveau, og for dels at hente ny inspiration og styrke det sociale sammenhold.

Det er et kor i top form, som giver koncert i Hellevad Kirke torsdag den 3. oktober 2019 klokken 19. Der er gratis adgang for alle.

Kategorier Nyheder