Udgivet tir d. 27. aug 2019, kl. 08:00

Igen i år er alle velkomne til en temadag, som handler om Folkekirken kommer ud over kirkedigerne og involverer sig i fremtidens lokalsamfund.

Folkekirkerne i Brønderslev Kommune indbyder alle interesserede til oplæg, foredrag, god mad og netværkssamtale torsdag den 26. september i Samlingshuset i Øster Brønderslev.

Temadagen begynder med en kop kaffe og et aktuelt overblik over lokale bud på samskabelse mellem det kommunale, institutioner og frivillige organisationer rundt omkring i Brønderslev Kommune, med Frivilligkoordinator Louise Krogsgaard Nielsen.

Med det lokale i baghovedet skal deltagerne lytte til oplæg og fremtidsvision ved Provst Esben Thusgaard, Århus, som præsenterer historien om Folkekirken 3.0. Blandt andet stiller han spørgsmålene: ”Hvis netværk er den senmoderne måde at organisere sig på, hvad har det så af konsekvenser for Folkekirken”? Og ”Skal vi organisere os, som vi har gjort det i de sidste 100 år? - Planlægge aktiviteter i sognegården, som vi har gjort det siden 1980’erne? Eller skal vi tænke i helt nye baner”?

Undervejs i Esben Thusgaards oplæg serveres lækker aftensmad og deltagerne er med i kaffesamtale og netværksarbejde om den lokale udgave af Folkekirken 3.0. Altså Folkekirkens udvikling og engagement i lokalsamfundene i Brønderslev kommune. 

Provst Lise Lundgreen siger: Jeg håber, at rigtig mange har lyst til at blive klogere på, hvordan kirken og samfundet udvikler sig, og at deltagerne vil bidrage med inspiration og idéer til, hvordan kirke og lokalsamfund gensidigt kan berige hinandens liv. 

Alle, som interesserer sig for liv og samskabelse i lokalsamfund og kommune, er meget velkomne til at komme og høre mere og give deres bud på hvordan den lokale kirke kan blive relevant i det aktuelle liv. 

Information
Tid: Torsdag 26. september 2019 kl. 17-21.
Sted: Samlingshuset i Øster Brønderslev, Elmevej 123, 9700 Brønderslev.
Pris: Gratis.
Tilmelding: Nødvendig af hensyn til aftensmaden, senest den 19. september til evr@km.dk eller 24 25 00 78.
Se mere her: www.broenderslevprovsti.dk
Arrangør: Repræsentantskabet bag visionsprojektet Kirker På Tværs, Folkekirkerne i Brønderslev Kommune.

Kategorier Nyheder