Udgivet tir d. 30. apr 2019, kl. 08:00

Klokken nærmer sig 16, og præsten står klar til at tage imod menigheden. Men præstekjolen er skiftet ud med løbetøj, og folkene på kirkebænkene har løbesko på. Jerslev Kirke er i gang med sæsonens samtaleløb.

Af Lene Høg

Den første fredag i hver måned inviterer Jerslev Kirke til frisk luft og store tanker. På programmet er 'samtaleløb' - en aktivitet, der sætter rammen for meningsfulde samtaler og tiltrækker nye kirkegængere. 

Sognepræst Ann Sofi Lægsgaard Andersen holder et kort oplæg om dagens emne, inden løberne (eller fodgængerne) sendes afsted to og to med en spørgsmålsliste i hånden. I dag er emnet "samvittighed", og præsten nævner i sit oplæg det berømte Paulus-citat "For det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke vil, det gør jeg." Et foto af et uskyldigt udseende barn på 2-3 år er projiceret op på kirkemuren. Det er Hitler som lille, fortæller præsten. 

Og dermed er tankerne sat i gang hos os løbere: Hvor kommer samvittigheden fra? Er den kulturelt bestemt eller noget, vi hver især besidder? Hvordan kan der være så stor forskel på, hvad vi opfatter som rigtigt og forkert?

Normer og respekt 
Min løbemakker er Charlotte, 39 år og daglig leder for viceværterne i en boligforening. Hun er gift, mor til to og bosat lidt uden for Jerslev. Charlotte har deltaget i kirkens samtaleløb siden starten. Hun sætter tempoet, og vi løber mod Sdr. Ringgade, mens vi tager hul på spørgsmålet: "Hvad er samvittigheden, og hvor kommer den fra?". 

- Ja, det er nok noget der ligger i baghovedet...noget der gør, at man ligesom kan mærke, hvad der er rigtigt og forkert, siger Charlotte. 

Jeg kommer i tanke om billedet af Hitler og siger:

- Hvad der er rigtigt og forkert, er det mon bestemt af, hvilke normer man er opdraget med, siden det kan være så forskelligt? 

For at nærme os nogle svar på de store spørgsmål, leder vi efter eksempler fra vores egen hverdag. Vi taler om vores børn og de normer, vi prøver at give videre til dem. Vi bliver enige om, at respekt for det andet menneske er en vigtig norm, men også det at være bevidst om sit ansvar i fællesskabet. Charlotte fortæller om sit arbejde, hvor hun prøver at motivere medarbejderne til at tage ansvar for deres eget område i stedet for at sparke bolden videre – gøre dem bevidste om deres rolle i fællesskabet.

God og dårlig samvittighed 
"Hvad giver dig dårlig samvittighed?" lyder næste spørgsmål på listen, og Charlotte svarer: 

- Når jeg har for travlt og ikke er til stede over for mine nærmeste. Det viser sig at gå igen hos os begge. Jeg selv har dårlig samvittighed, når jeg ikke får besøgt min gamle far på 88 ofte nok. Den moderne families travle hverdag er med til at give os dårlig samvittighed, fordi vi føler, at vi burde overkomme mere, kommer vi frem til. Netop derfor giver det god samvittighed ind i mellem at gøre noget uplanlagt. Lade opvasken stå og tage ægtefællen med ud at spise brunch – eller snuppe en løbetur.

Luft til tankerne 
Efter små fem kilometer hen over markerne, ud ad omfartsvejen og ned gennem bygaden er Charlotte og jeg nået tilbage til kirken. Vi har været omkring store eksistentielle spørgsmål og fået et lille indblik i hinandens liv. Snakket om familie, job, dilemmaer i livet og ting, vi er stolte af. Jeg spørger Charlotte, om det betyder noget, at vi har løbet, mens vi talte:

- Måske er det godt også at skulle have fokus på noget andet, mens man taler. At skulle passe ruten og sin vejrtrækning. Det giver luft til tankerne.

Inde i kirken samles vi om et løbedepot af de bedre: Chokolade, udskåret frisk frugt, tørret frugt og vand er stillet frem. Mens vi spiser, rundes snakken af i små grupper. Flere har syntes, det var et stort emne at tage hul på, men det hjalp at skulle finde konkrete eksempler fra sit eget liv. Sammenhængen mellem moral og samvittighed er dukket op i flere samtaler. Og en undren over, hvor ondskaben kommer fra. Ingen har fundet det gode svar på, hvordan et uskyldigt barn kunne udvikle sig til en samvittighedsløs diktator som Hitler. Men eksemplet understreger, at samvittighed er et komplekst begreb.

Klokken er 17, det er blevet fyraften og familietid for de fleste, og Ann Sofi Lægsgaard Andersen lukker og slukker i kirken. Meget tilfreds med dagens fremmøde og diskussioner. Præsten siger:

- Samtaleløbene appellerer til en bredere kreds end dem, der kommer i kirken om søndagen, og det er målet for os. At nå ud til mennesker og tilbyde en ramme for eksistentielle samtaler.

FAKTA
- Samtaleløb finder sted i Jerslev den første fredag i hver måned fra marts til og med september. Deltagerne løber eller går i par på en fem kilometers rute gennem byen.
- Emnerne for samtaleløb kan f.eks. være 'ondskab', 'døden' eller 'samvittighed'.
- Ann Sofi Lægsgaard Andersen startede samtaleløbene i Jerslev Kirke og har været sognepræst ved Jerslev-Hellum-Mylund kirker siden 2008.
- Jerslev Kirke har arrangeret samtaleløb siden 2016. I vintersæsonen hedder det 'samtalebar' og foregår fredag eftermiddag i menighedshuset over et glas.

Kategorier Nyheder