Udgivet fre d. 17. maj 2019, kl. 08:00

Kirkerne i den tidligere Dronninglund Kommune arrangerer igen i år en fælles gudstjeneste på Anden pinsedag. Denne gang på Voergaard Slot, som i 2018 vandt titlen ”Danmarks Smukkeste Herregård”. Det er Voer og Agersted Sogne som er værter for arrangementet, hvor vi også markerer fællesskabet på tværs af sognegrænserne.

Ved gudstjenesten medvirker et fælleskor sammensat af børne- og voksenkor fra kirkerne i området.

Denne dag medvirker også bandet Nordklang, som siden 2014 har fungeret som fast band i Gug Kirke ved Aalborg, og medvirket i rytmiske musikgudstjenester i hele Jylland. 

I foråret 2018 havde de deres debut på landsdækkende TV, da en af de rytmiske gudstjenester blev optaget og sendt på DR K. Alle fire musikere er uddannet fra Det Jyske Musikkonservatorium og har fundet en fælles interesse i den danske sangskat. Forsangerinde Mai Skytte arbejder desuden som kirkesanger i Voer og Agersted Kirker.

Nordklang skaber altid spændende arrangementer med afsæt i den nordiske folkejazz og den specielle stemning, der ofte findes i skandinavisk musik.  Med respekt for den kristne tradition giver de deres personlige bud på, hvordan de smukke tekster og melodier fra salmerne kan præsenteres i en ny kontekst, der giver publikum mulighed for at høre dem, som var det første gang.

Nordklang består af: Mai Skytte, vokal, Mads Kirkegaard, saxofon, Nikolaj Svaneborg, klaver, og Jonas Kardyb, trommer og percussion.

Efter gudstjenesten serveres der kaffe og kage. Man opfordres til at medbringe et tæppe eller klapstol. I tilfælde af regnvejr afholdes gudstjenesten i Voer Kirke.

Gudstjenesten finder sted mandag den 10. juni klokken 14 ved Voergaard Slot.

Kategorier Nyheder