Udgivet fre d. 8. feb 2019, kl. 08:00

I mange danske kirker hænger der en tavle over tidligere præster i sognet, som regel fra reformationen til dags dato. I Hellevad Kirke var præstetavlen helt fyldt ud, og der var ikke plads til navnet på sognets nye præst, Sandra Fossdal Nielsen. Menighedsrådet bestilte derfor en tavle mage til, som netop er hængt op. Tavlen er fremstillet hos tømrer- og snedkerfirmaet Magnus Thomsen Eftf. i Aalborg Øst.

Præstetavlen har i midlertidig fået en ny placering i våbenhuset, hvor det gamle Carl Blocks maleri hang. Blocks maleri hænger nu i tårnrummet.

På den gamle præstetavle kan man blandt andet læse, at en tidligere munk fra Børglum Kloster, Peder Stiinbeen, var præst ved kirken omkring 1555, at Jens Jensen Jetzmark skænkede prædikestolen, to alterstager og dels altertavlen, at Christen Gertsen Kobberup skænkende epitafiet. Sidst nævnte fik desuden også bygget hvælvingerne i koret og betalte selv halvdelen af omkostningerne.

Om en tidligere præst
Det fortælles, at Christen Gertsen Kobberup var en særdeles stridbar person. I 1658 red en svensk dragon ind i præstegården, hvor han blev modtaget særdeles uvenligt af præsten. Da han efter en lang svada vendte sig for at gå ind i præstegården, trak svenskeren sin pistol og skød efter ham. Han ramte imidlertid ikke, og kuglen borede sig i stedet ind i dørstolpen, hvor den blev siddende i mange år.

Han var også en meget foretagsom mand, og i 1622 byggede han helt nyt stuehus til præstegården. Anden pinsedag i 1660 skrev han i kirkebogen: "Jeg havde en Vielse i Hellevad Kirke. Efter Vielsen ofrede Brudgommen kun 14 Skilling og Bruden 8 Skilling. Dem kaste jeg efter Dem!". Forklaringen har helt sikkert været, at offergaven til præsten, som var en fast skik og et supplement til præstelønnen, efter hans mening var alt for ringe.

Christen Gertsen Kobberup var præst i sognet i 49 år.

Gammel altertavle
I 1893 blev altertavlen i Hellevad Kirke skiftet ud med Carl Blochs ’Kristus i Gethsemane’. Ved restaureringen i 1941 blev malerierne på ny ombyttet til det oprindelige, som stadig hænger som altertavle.

Da brygger J.C. Jacobsen opbyggede Frederiksborg Slotskirke efter branden i 1859, bestilte han 23 bibelske malerier hos Carl Bloch til Christian IV's bedekammer. Det blev Blochs hovedværk. Originalerne, malet mellem 1865 og 1879, findes stadig på Frederiksborg. Flere end 100 kirker har haft den slags kopier hængende som altertavler, heriblandt Hellevad Kirke.

Maleren Carl Bloch
Carl Heinrich Bloch var født i 1834 København og døde i 1890 samme sted. Han indtager en væsentlig og betydningsfuld plads i dansk kunst i anden halvdel af det 19. århundrede. Han spændte vidt både med hensyn til teknik og motiver. I sin samtid blev han regnet for en af Danmarks største malere, men i tiden efter hans død i 1890 var dommen over hans kunst mere forbeholden og kritisk, hvilket skyldtes nye strømninger i kunsten. Carl Bloch må betragtes som den sidste store i rækken af senromantiske historiemalere.

Kategorier Nyheder