Udgivet fre d. 31. aug 2018, kl. 08:00

Under mit studie på teologi, havde jeg også et studiejob. Jeg arbejdede på et tidspunkt sammen med en muslim, der var bosiddende i Malmö. Venlig som han var, spurgte han ind til, hvad jeg lavede ved siden af jobbet, hvis noget overhovedet. Jeg fortalte ham, at jeg læste teologi.

Som så mange andre, vidste han ikke, hvad det var. Jeg fortalte ham, at jeg gerne ville være præst. Han kiggede chokeret på mig. Det havde han ikke regnet med. Han var tavs i et stykke tid, men spurgte så, om jeg så aldrig kunne blive gift. Jeg fortalte ham, at det kunne jeg godt. Men det var som om, at han ikke rigtig forstod, hvad jeg mente. Han fortsatte med at spørge: “skal du så være nonne?” Uanset hvor mange forklaringer jeg gav, så fik han det ikke til at gå op. Jeg skulle være nonne og sådan var det. Kvinder kunne ikke være præster. Og præster kan ikke gifte sig. Punktum.

Ja, hvordan går det egentlig for nonnerne? Der har eksisteret nonneklostre i Danmark, og de eksister endnu den dag i dag. Men der er gevaldig nedgang i medlemstallet. De fleste danskere kunne i dag slet ikke forestille sig at bo i kloster. At vie hele sit liv til Gud virker helt utænkeligt. Men nonnerne har før været meget synlige i gadebilledet. De var skolelærer og sygeplejersker og hjalp til med at passe børn og ældre. Men hvad laver de nu? Ja, de fleste af dem lever på plejehjem i dag. Der er virkelig ikke særlig mange nonner tilbage.

Men der er dog alligevel mange, der søger efter noget mere spirituelt. Og der findes faktisk også et alternativ. Der findes lægmandsordener. Det er en ny måde at være nonne på. Her er man ikke bundet til at afskære sig fra omverdenen. Man kan næsten sige, at det er en mellemvej. Her kan man være lykkelig gift, have børn og arbejde. Men man har et styrket trosliv. Man fordyber sig i bøn, stilhed og andre idealer, som klosteret sætter. Måske kunne vi lære noget af dette i folkekirken? Få styrket troslivet igen, så vi ikke sidder med tomme kirker.

Måske skulle vi til at lave lidt om på vores gudstjenester?

Sandra Fossdal Nielsen

Kategorier Præstens blog