Udgivet tir d. 5. jun 2018, kl. 08:00

Hvad er det, der gør kirken attraktiv i dag? Er den overhovedet attraktiv længere? Er den blot et levn fra fortiden? Kirken er et gammelt hus. Det er der ingen, der kan benægte. I dag bliver der ikke bygget særlig mange kirker, men til gengæld har der været tale om lukning af kirker. Dog, uanset hvor meget kritik kirken har fået, så består den endnu.

Hvad er det, som kirken kan tilbyde, og som andre institutioner ikke kan? Tilbuddet om babysalmesang er i hvert fald noget, som rigtig mange sætter stor pris på. Kirken er et rum, der er anderledes end stuen derhjemme, og der er god akustik til musikken. Børnene bliver stimuleret ved sange, hvor mødrene eller fædrene laver fagter til. Håbet er, at vi tiltrækker mennesker, der måske ikke i forvejen havde noget forhold til kirken, men som efter babysalmesang får et godt forhold til kirken. Ønsket er, at kirken kan komme med arrangementer gennem barnets liv, således at barnet gennem hele livet har et forhold til kirken, netop på grund af de forskellige arrangementer, det har været med til. Spaghettigudstjenesten indeholder for så vidt samme forhåbning: at vi kan forsamles i lyset af en bredere forståelse af kristendom. Vi vil gerne vise, at der ikke kun er regulære søndagsgudstjenester, men at der også findes andre tilbud og muligheder. De to eksempler kunne siges at handle om mission, og hvordan vi fortsat kan få danskerne til at være medlemmer af folkekirken. Som så meget andet medfører det også spørgsmålet om kirkens rolle i det offentlige rum.

Den seneste tids debat — herunder også om abort på Færøerne og muslimske gravsteder på danske kirkegårde — vidner om faren ved at gøre kristendommen så bred, så at den risikerer at bliver helt ligegyldig. Samtidigt er det vores pligt som præster netop at foretage valg, så at vores tilbud, forkyndelse og virke bliver tidssvarende og afvejet. Som kirke skal vi følge med tiden uden at lade os rive med. Derfor skal vi som kirke turde diskutere og træffe valg — også de upopulære.

Men er det nok?

Sognepræst Sandra Fossdal Nielsen

Kategorier Præstens blog