Udgivet tir d. 27. feb 2018, kl. 08:00

Kære alle

Jeg hedder Sandra Fossdal Nielsen, og jeg har fået den ære at blive jeres nye præst i Hellevad og Ørum Kirker. Jeg er født og opvokset på Færøerne, men flyttede til Danmark i 2004 og tog 10. klasse på Orkesterefterskolen i Holstebro. Derefter flyttede jeg til København og tog gymnasiet på Sankt Annæ i Valby. Jeg gik direkte fra gymnasiet og videre til teologi-studiet på Københavns Universitet. Jeg mødte min forlovede, Lars, i 2010 og vi flyttede sammen kort tid efter. I 2015 fik vi vores første barn, Alexander, og flyttede kort efter til Sverige, hvor vi har boet frem til i dag. I 2017 fik vi Gudmund, som bliver et år til marts.

Hele mit liv har jeg haft et forhold til kirken. Jeg er døbt, konfirmeret og skal også giftes i kirken. Jeg har spillet cello i kirken og også sunget i kirkekor det meste af mine teenageår. En af grundene til, at jeg begyndte at læse teologi var min interesse for de antikke sprog. Min tro havde jeg egentlig styr på, eller hvad man nu kan kalde det, for med kristendommen er det som med livet: Man kommer som sådan aldrig rigtig i mål. Det kræver hele tiden noget arbejde. Givet min interesse for oldtidens sprog, som betyder en hel del på teologi i København, faldt mit valg mig helt naturligt. Jeg har aldrig fortrudt mit valg.

Nu er studietiden forbi, men jeg vil fortsat elske at dykke ned i bøgerne og finde sproglige finurligheder hos Paulus og i den græske bibel generelt − et arbejde jeg også mener er afgørende for mit embede. Dog har det ikke kun været Det Nye og Det Gamle Testamente, som har fyldt min studietid. Jeg fordybede mig og skrev speciale om munke og middelalderklostre i England omkring år 1000, og det var spændende at finde ud af hvor meget, vi egentlig kan lære af disse besynderlige skikkelser.

Jeg ser frem til at møde min menighed og lære jer bedre at kende. Jeg glæder mig til at komme ud og møde mennesker, der har brug for råd og vejledning i nogle af livets største begivenheder, både det triste og det glædelige. En stor tak til menighedsrådet og naboer for den gode modtagelse i Klokkerholm. Jeg og min familie føler os allerede hjemme i byen.

Sandra Fossdal Nielsen

Kategorier Præstens blog