Udgivet tir d. 22. nov 2016, kl. 08:00

Et brudepar pegede engang på julesalmen ”En rose så jeg skyde” til deres sommerbryllup. Jeg kunne ikke lade være med at spørge til begrundelsen for dette valg. Svaret lød, at salmen jo beskriver kærligheden, rosen, der skyder frem af den frosne jord, hvor man mindst venter det. Og sådan havde de også oplevet det med deres kærlighed. Kærligheden kan dukke op, hvor man mindst venter det.

Jeg syntes, det var stærkt sagt og jo en umiddelbar forståelse af, hvad denne gamle salme har på hjerte. Den anvender jo symbolikken fra ”Højsangen” i Det Gamle Testamente, hvor rosen symboliserer den elskede. Salmen videretolker rosen som Kristus, ham i hvem en lysende kærlighed bryder frem ”midt i den mørke vinter om nat ved Betlehem”.

Når det i det følgende hedder, at lyset bryder frem ”for at sprede mørket her” er det jo for at sige, at kærligheden med udspring i Bethlehemsbarnet ikke er forbeholdt en bestemt tid, men at den gælder til alle tider. Fra nu af kan kærligheden dukke op, hvor man mindst venter det: mellem mand og kvinde, mellem mennesker på tværs af holdninger og status, ja sågar mellem uvenner. Fra Jesu kærlighed udgår kræfter, der også i dag uventet kan spille ind i det liv, hvor vi ofte kludrer eller trækker mørke efter os.

Sådan er Julen samtidig et glædeligt budskab om forsonende kræfter og nye begyndelser hos os mennesker. Vi er aldrig uden håb og incitament selv, hvor kærligheden bliver væk imellem os.

Det kan den smukke hvide julerose ude i haven minde om, den, der trods årstidens kulde og mørke vokser og sætter blomst: ”Den rose fin og lille / har dejlig duft og skær / den lyse for os ville / og sprede mørket her”.

Jeg vil glæde mig til i det opløftende fællesskab i vore kirker at synge denne og mange andre skønne julesalmer: at blive udsat for ordets og musikkens magi, der bekræfter kærligheden. Nådens blomst kan dukke op, hvor man mindst venter det. Så glædelig advents og juletid!

Ole Skov Thomsen

Kategorier Præstens blog