Udgivet søn d. 5. mar 2017, kl. 08:00

Hvordan skal vi forstå kirken? Er den et fællesskab af dem, der har særlige religiøse interesser og behov? Det mener jeg ikke. For hvis det var tilfældet, ville kirken reducere sig selv til at være et fællesskab på linje med andre særlige interessefællesskaber i sognet dvs. nogle dyrker det religiøse, mens andre dyrker fodbold eller zumba. En sådan kirke ville ikke have en særlig appel i sognets folkelige fællesskab.

Kirken ser jeg altså ikke som et specielt religiøst fællesskab men som et kristent fællesskab. Kristent fællesskab er nemlig noget mere end en sektagtig optagethed af det sjæleligt opbyggelige. Det er – fordi Gud blev menneske i Jesus – en optagethed af det hele menneske – altså både det sjælelige og det legemlige. Kirken hylder en Gud, der har taget bolig i det menneskelige fællesskab, og derfor kan man, når man sidder i kirken, ikke være ligeglad med den, der sidder ved siden af. Måske kommer man ikke lige ofte i kirken. Måske er man tilmed uenige om det meste. Især det politiske. Folk vil også være forskellige steder i livet. Nogle har fuld gang i den og succes, mens andre er et andet sted. Nogle kæmper måske med sygdom eller alder, der lægger en dæmper på mange ting. Og sådan kan man næsten synes at leve i forskellige virkeligheder. Men på trods af alle disse forskelle er man mennesker, som Gud har bundet sig til og forenet sig med. I denne forbundethed er man også forpligtiget på hinanden som et fællesskab.

Det er, hvad vores fælles kirke skal huske at minde os om. Det er kirkens opgave, at minde lokalsamfundet om, at fællesskabet findes: Vi kan ikke i ro og mag vende ryggen til hinanden. Vi kan ikke være fløjtende ligeglade med, at naboen ikke kan få dagligdagen til at hænge sammen. Vi kan aldrig bare reducere den stærkt plejekrævende på plejehjemmet til at være en sag eller opgave, der skal ordnes. Det er først og fremmest et værdifuldt menneske.

I kirken overvintrer et budskab, en ånd, et helhedssyn, som vi ikke kan undvære, hvis vi vil forblive et fællesskab. Det er det, som den ugentlige gudstjeneste og diverse samarbejde med skole, forældre, plejehjem og de mange lokale foreninger går ud på: at holde fællesskabet i hævd. Vi er ikke bare individualister, der dyrker hver vores interesser, nej vi hører sammen som mennesker, vi er alle ét i Kristus.

Et sted, hvor dette udtrykkes særlig stærkt er jo i nadveren, hvor vi, så forskellige vi end er, mødes i øjenhøjde om det samme bord og bliver ”sammenspist”. Skærtorsdags aften dækker vi ligefrem et rigtigt bord i Hellevad Kapel med hvid dug, et duftende nybagt brød og tilhørende portvinsglas, for at sige dette ene: Fællesskabet findes! Vi ihukommer den kærlighed, der bekræfter os og sætter os fri til at være medmenneske og indgå i det folkelige fællesskab.

Folkelige fællesskaber kan godt være anstrengende. Vi er jo ikke altid enige, nogle af os er måske endda småkedelige eller decideret besværlige, men hvem siger det altid skal være nemt.

Ole Skov Thomsen

---

Ovenstående er inspireret af en KD.-kronik af ildsjælen, sognepræst Birgitte Rosager Møldrup.

Kategorier Præstens blog