Udgivet fre d. 16. jun 2017, kl. 08:00

I forbindelse med renoveringen af Hellevad Kirke for nylig er der skænket og ophængt et modelskib det vil sige en kopi af ”Fregatten Jylland”. Denne fregat, der blev søsat 20. november 1860, har virket såvel som krigsskib som kongeskib og fungerer nu som museum for et nationalklenodie. Men hvorfor hænge et sådant skib op i en kirke? Ifølge en førkristen skik begravedes stormænd i en skibsformet stensætning. Skibet var allerede da et ophøjet symbol på forbindelse til gudernes verden.

At skibet finder vej til det kristne kirkerum bunder blandt andet i beretningen ”Stormen på søen” fra Det Ny Testamente, hvor Jesus stilner stormen og redder besætningen af disciple. Denne beretning bliver i den kristne tradition tolket som en skildring af tilværelsen, hvor vi mennesker er stedt på verdens vilde hav, men hvor Jesus er kaptajnen, der rider stormene af.

Som bekendt kaldes kirkerummet, hvor menigheden sidder, for ”skibet”. Forklaringen herpå ligger måske i den sproglige lighed mellem det græske naos (tempel) og navs (skib). Symbolikken med kirkerummet som skib er efterfølgende styrket ved ophængning af modelskibe i kirkerne.

En vigtig detalje er desuden, at et kirkeskib altid har kursen sat mod øst det vil sige rettet mod håbets, den opstående sols og opstandelsens hjørne. Allerede ved at træde ind i et kirkerum mindes vi altså om, at håbet er den kurs, der er sat for vort liv, at det ender lykkeligt.

Isoleret set kan vi nemlig godt komme i tvivl, om vi tør tro godt om fremtiden. Som nu Søren Bruun i tegneserien Radiserne: For Søren Bruun har aldrig lykken med sig. Han kan ikke sætte en drage op og kan ikke vinde i baseball. Han kan ikke klare sig i skolen eller vinde den lille rødhårede piges opmærksomhed. Så han sidder der grædefærdig. Den kloge Thomas siger da til ham: ”Ved du hvad, du trænger til, Søren Bruun – det har jeg så tit tænkt på – du skulle prøve lidt lykke?” – ”Jo”, svarer Søren Bruun, ”men hvad er bivirkningerne?”

Svarer man sådan, drejer det sig ikke bare om naturlige frustrationer, der uundgåeligt hører med til de menneskelige livsvilkår. Vi er oppe imod et mismod, der simpelthen ikke tør tro, at noget kan gå godt. Ikke tør tro, at vi kan ride livets storme af eller tro på, at lykken og glæden kunne finde på at tilsmile os. For hvilke bivirkninger kunne lykken og glæden ikke tænkes at have?

Midt i den brogede verden er det en styrke at blive bekræftet af troens tilgang, af håbets fortællinger om Ham, der fører skibet igennem den vilde sø og som markerer, at vi er ”i samme båd”. Når vi samles i kirkeskibet til gudstjeneste, er det dette skæbnefællesskab og samtidig den trodsige tro på, at det ender godt, som er i fokus. ”Du skulle prøve lidt lykke”, lyder det fra Kaptajnen – lykken ved at tro dig i gode hænder – uanset. Ja, for Kaptajnen er mand for sit skib!

Ole Skov Thomsen

Kategorier Præstens blog